I disse dage føler jeg mig ekstra velsignet. Mens mit one man show ”Sjovt nok” går forrygende, og anmeldelserne har været fantastiske, har jeg haft det lidt bøvlet i privaten. I ved, lidt tungsind, lidt træthed blandet med fortvivelse, et skrantende helbred drysset med en vaklende økonomi. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været en del syg i år, og jeg har i perioder været angst for, at det skulle gå grueligt galt. For jeg har jo kun mig. Det er vel det hårdeste ved at være single. Jeg ser det ikke, som et problem når tingene kører, men den dag man selv er nødt til at ringe efter ambulancen, det føltes bare helt forkert. Den dag jeg kom bagud med reningerne pgr. af min sygdom føltes helt forkert, ikke at have nogen at læne sig op af og tage presset fra mig. Bare en lille tid, til jeg kom på benene igen. Det satte et helt jordskred i gang hos mig.
Jeg ved, at jeg ikke er alene, når det gælder om at være alene, alene med alle de store tanker. Det gør det bare så ekstra sårbart, når man pludselig bliver sat ud af spillet og ikke kan klare sig selv. Ikke fordi man ikke vil, men fordi man ikke kan. Pludselig ud af det blå fik jeg bittesmå angstanfald, bare et sekunder var de der. Som en Formel 1-kører hjernede små destruktive tanker forbi mit hoved og efterlod mig paralyseret. Det har jeg aldrig prøvet før.
Jeg måtte gå til min læge og høre, om det her var normalt. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at hun kunne finde på, at sige ”Ja! Det er det. For din generation er levemennesker. I ræser rundt, med jobs, ambitioner, livet, 10 000 indtryk får I dagligt gennem de sociale medier, som I skal tage stilling til. Kroppen og sindet er slet ikke bygget til den slags stress, som et moderne liv påfører jer i dag. Så ja, med det liv de fleste lever i dag, så vil det her ske oftere og oftere, indtil du hopper af og får ro på.”
Jeg havde nu håbet, at hun sagde, du skal bare sove i en uge og tage 2 panodiler og så er du på benene igen. For jeg kan jo ikke ”bare” give slip på mit liv, for hvem skal så gribe mig, og hvor forsvinder jeg så hen? Bliver jeg bare sådan en molekyle, der flyver vildtfarende rundt i universet uden at kunne finde grund under fødderne? Det skræmmer the bejeebers ud af mig.
I den nyinstallerede ensomhed og angsten for ikke at kunne klare mig søgte jeg trøst hos mine veninder. I al den her turbulens har de stået der, som betonpiller jeg har kunne klamre mig til. De står hver og en som lysende englebasser for mig, og de har om nogen lyttet tålmodigt, når jeg for 9. gang på en aften med hovedet i en plasticpose har forsøgt at få styr på min vejrtrækning. Lyttet til mit kaos og mine galoperende tanker. De har været så rolige, givet mig håb og ikke mindst givet mig gode råd. De har fået min ensomhed væk, de har garanteret mig, at jeg ikke flyver nogen steder hen. De har lovet mig, at en løsning vil komme, og at jeg atter vil få ro i sindet. De har komplimenteret mig og overbevist mig om, at jeg er det værd, når troen på det hele var væk. De har siddet der i mørket til mine shows og heppet ekstra meget på mig. De har i sandhed været mit liv. De har så også mindet mig om, at de aldrig ville have været venner med mig, hvis ikke netop det var fordi, at jeg selv har været den bedste veninde overfor dem. Så i mit kaos, i min tilstand, har en af gaverne været, at jeg er elsket af rigtig mange fantastiske kvinder.
Der går næsten ikke en dag, hvor jeg ikke taler med en af dem. De kommer med gode råd og har al den tid i verden til mig, når jeg har brug for det. Sammen følges vi ud af livets bumlede landevej, men vi står sammen, og det føles så godt og meget rigtigt.
Så hey, giv lige dine veninder en ekstra lang krammer, når I ses igen. Ikke nødvendigvis fordi der foregår noget dramatisk i dit liv, men bare fordi en veninde er så unikt et venskab, en utømmelig kærlighedskilde der bare med sine kraftfulde bånd kan tæve selv den største Goliat, du møder på din vej.
